Musikken
Fado, saudade og øen
Hvor fadoen kommer fra, hvad saudade betyder, hvordan den portugisiske guitar fik sin klang, og øens egen strygermusik, som rejste helt til Hawaii.
Reservér din plads til forestillingen ↗Skæbnen sat i musik
Fado er en portugisisk sangform, der kan spores til Lissabon i 1820'erne, selv om den sandsynligvis har ældre rødder, som ingen kan fastslå. Navnet kommer formentlig fra det latinske fatum, skæbne. Den folkelige forestilling knytter den til sørgmodige melodier om havet og de fattiges liv, men i praksis kan en fado handle om næsten hvad som helst, blot den holder den traditionelle struktur. UNESCO optog fado på sine lister over levende kulturarv i 2011; Cante Alentejano er den eneste anden portugisiske musik, der deler den status.
Hvad sangene handler om
Den folkelige opfattelse ser fado som sørgmodige sange om havet og de fattiges liv, præget af resignation, skæbne og melankoli, og mange sange passer på det billede. Rødderne ligger hos Lissabons urbane og søfarende arbejderklasse, den samme verden, som frembragte beslægtede genrer andre steder i den portugisisktalende verden: morna fra Kap Verde, som muligvis er forbundet med tidlig fado, modinha fra Brasilien og kroncong fra Indonesien. Hver af dem udviklede senere sin egen tradition. Den fælles historie er en af grundene til, at fado rejser så godt, og til at korte introduktioner hjælper så meget: når man først ved, at en sang handler om en afsked, forklarer melodien resten.
Fra Lissabons værtshuse
Musikken voksede op i hovedstadens arbejderkvarterer, blandt søfolk, havnearbejdere og stamgæster på værtshusene. Omkring 1850'erne dansede de optrædende stadig, mens de sang; ved århundredets slutning var danserytmerne falmet, og fadistaen var blevet en sangerinde og ikke andet. Maria Severa, som sang og spillede guitar på Lissabons værtshuse og døde i 1846, kun 26 år gammel, huskes som den første sanger, der gjorde fado berømt. I det tyvende århundrede bragte Amália Rodrigues, kaldet fadoens dronning, den ud i hele verden.
To byer, to stilarter
Der findes to hovedstilarter. Lissabonstilen er den mest kendte, i høj grad takket være Amália Rodrigues. Stilen fra Coimbra er knyttet til byens universitet og til den gamle serenadetradition: den synges kun af mænd i akademiske kapper og kåber, ofte om natten på gaden. Hver by har endda sin egen model af den portugisiske guitar, hvor Lissabon-modellen har en lysere og Coimbra-modellen en mørkere klang.
Saudade
Fado går hånd i hånd med saudade, det portugisiske ord for en melankolsk, nostalgisk længsel efter nogen eller noget, som er fraværende og måske aldrig vender tilbage. Ordet optræder i sangbøger fra 1200-tallet, og nogle forfattere forbinder det med de store portugisiske sørejser, hvor familier ventede på søfolk, som ikke kom hjem. I fremførelsen hører man det i rubato, når sangeren dvæler ved en frases sidste tone, og guitarerne tier stille omkring den.
Guiden med tolv strenge
Den portugisiske guitars forfædre er citolen, kendt i Portugal fra 1200-tallet, og den senere cister; og den blev formet i det attende århundrede af den såkaldte engelske guitar, som gav den dens stemmeskruer af urværkstype og dens stemming. I anden halvdel af 1800-tallet havde dens samspil med fado gjort den moderne. Dens tolv stålstrenge sidder i seks par, og i fado bærer den melodien og fylder hullerne mellem sangerens fraser, mens en klassisk guitar holder akkorderne og rytmen.
Madeiras egne strenge
Madeira har sin egen folkemusik, med lokale strengeinstrumenter som machete, rajão, brinquinho og cavaquinho, der spilles til traditionelle danse som bailinho da Madeira. Madeiranske udvandrere bragte nogle af dem med sig langt væk. I 1879 spillede øboere, der ankom til Hawaii, gadekoncerter, og i 1880'erne blev ukulelen udviklet der fra små portugisiske guitarer, blandt dem machete, cavaquinho og rajão; tre madeiranske møbelsnedkere krediteres som dens første bygmestre. Den fado, du hører i Funchal i dag, tilhører den nationale tradition og lever side om side med denne ømusik.
Kilder