Madeiravin, glas for glas

En vin, der blev til ved et uheld på havet

Madeira er en hedvin, der produceres på øen af samme navn. Historien begynder med skibe. Siden opdagelsestiden var øen et fast anløb på ruterne til den Nye Verden og Ostindien, og fade, der blev lastet her, krydsede troperne i varme lastrum. Producenterne begyndte at tilsætte druesprit, så vinen kunne holde sig, og opdagede, at varmen og bevægelsen under rejsen forbedrede den. Vin, der havde været hele vejen rundt, solgt som vinho da roda, blev populær, og øen lærte at genskabe varmen derhjemme i stedet for at sende tønder rundt om i verden.

Forbindelsen til England og Amerika

Handelstraktater med England, blandt dem ægteskabstraktaten af 1662, bragte engelske købmænd til Funchal, og de kom til at kontrollere en stor del af handelen. Det attende århundrede var vinens gyldne tidsalder. De amerikanske kolonier var så ivrige kunder, at de aftog helt op til 95 % af øens årlige produktion, og Madeira blev brugt til at skåle for Uafhængighedserklæringen. De gode tider sluttede i det nittende århundrede, da først meldug og derefter phylloxera ødelagde størstedelen af vingårdene, og en lang tilbagegang fulgte, før producenterne vendte tilbage til kvaliteten.

Fire druer, fire sødmeniveauer

De klassiske stilarter bærer navnene på fire hvide druer, og hvert navn fortæller dig omtrent, hvor sød vinen bliver. Gæringen stoppes med druesprit tidligere for de søde stilarter og senere for de tørre, og hver enkelt bevarer en høj naturlig syre, der forhindrer de søde vine i at smage kvalmende. Fra tørrest til sødeste er de:

• Sercial: næsten helt tør med mandelnoter og høj syre
• Verdelho: en smule sødere, røget, stadig skarp af syre
• Bual (også stavet Boal): medium fyldig, mørk med rosinsmag
• Malvasia, eller Malmsey: den fyldigste, mørk med noter af kaffe og karamel

De andre i kælderen

Terrantez er den femte ædle drue, sjælden efter meldug og phylloxera og nu under genplantning med statslig støtte; dens vine ligger mellem Verdelho og Bual i sødme. Det meste Madeira laves dog på Tinta Negra, en rød drue, der tegner sig for cirka 85 % af produktionen og kan fremstilles i flere sødmeniveauer. Siden 2015 kan den angives på etiketten. Vine opkaldt efter de fire ædle hvide druer skal indeholde mindst 85 % af den sort, de er opkaldt efter – en regel, der kom med EU-reglerne i 1986.

Varme, hurtigt eller langsomt

Det, der gør Madeira enestående, er, at vinen lagres varmt. Yngre vine, typisk tre og fem år gamle, gennemgår estufagem, hvor tanke eller rum opvarmes for at fremskynde lagringen. De bedste vine lagres i stedet efter canteiro-metoden: de hviler i fade på varme lofter, opvarmet alene af øens klima, i mange år. Resultatet er en vin, der allerede er oxideret med vilje – derfor lever Madeira så længe på flaske, og derfor kan canteiro-vine holde i årtier, selv efter åbning.

Sådan læser du etiketten

Etiketterne fortæller dig for det meste to ting: druen eller sødmeniveauet og alderen. Vine mærket Fine eller Finest – eller helt uden aldersangivelse – har mindst tre år på bagen og er dem, man bruger i madlavning. Reserve betyder mindst fem år. Colheita er en vin fra én enkelt høst, lagret i mindst fem år, og Frasqueira er vintage-Madeira, som skal have mindst tyve år, før den må bære det navn. Til det første glas ved en koncert betyder alt dette ikke så meget, men det hjælper, når du ser flasken og får lyst til at købe en med hjem.